Studietrivsel: Eksamensangst og nervøsitet – Under eksamen

Beskrivelse
Disse videoer handler om eksamensangst og nervøsitet under selve eksamen, og sætter fokus på, hvordan du overvinder din mulige eksamensangst, mens du sidder inde ved det grønne bord og sveder.
Videoerne er lavet af Studymind, og er forklaret og fortalt af Anja Stelvig, der har stor erfaring med disse problematikker.
Der er flere studier og undersøgelser, som viser, at unge op til og lige før eksamen bruger medicin for at berolige nerverne, ligesom de ikke sover og spiser optimalt i potentielt set flere uger op til eksamen.
Videoerne her kommer med konkrete, enkle råd til, hvordan du kan undgå at havne i angst og nervøsitet til selve eksaminationen, så du får så god en eksamen som overhovedet muligt.
Vi håber, at I kan lide videoerne, og kan bruge dem.
God fornøjelse.

-
Bisidderen
Lær at bevare roen til eksamen, hvis du laver en fejl eller får et spørgsmål, du ikke kan svare på. Du kan sagtens få en god eksamen, selvom ikke alt lykkes perfekt. Men denne kendsgerning glemmer mange studerende i eksamenssituationen, og derfor løber nervøsiteten af med dem. I øvelsen Bisidderen får du en metode til at dæmpe nervøsiteten, så du kan bevare roen og det faglige fokus under eksamen. Træn øvelsen før eksamen. God fornøjelse!
-
Drop manuskriptet
Bliv mere sikker og veltalende til eksamen ved at lave en disposition. Nogle studerende laver et manuskript, hvor de ordret nedskriver, det de vil sige til eksamen. Et manuskript er sjældent særlig hjælpsomt, da du lettere bliver hylet ud af den. Hvis du f.eks. glemmer det du skal sige, bliver afbrudt eller får startet forkert på en sætning, så løber nervøsiteten af med dig og gør det svært at samle tråden op igen. Derfor skal du i stedet lære at lave en disposition, så du frit kan kombinere den viden, du råder over. I øvelsen Drop manuskriptet får du gode råd til, hvordan du skal lave og bruge din disposition til eksamen. God fornøjelse!
-
Klappen
Frygter du, at "den sorte klap" går ned under eksamen? I øvelsen Klappen lærer du en teknik, du kan bruge til at genfinde ro og fokus under din eksamen, hvis du oplever, at "den sorte klap" går ned. God fornøjelse!
-
Kaptajnen
Lær at bevare det faglige fokus under eksamen, selvom du er nervøs. Du kan ikke uden videre få eksamensnervøsiteten til at forsvinde, og derfor skal du ikke bruge kræfter på at kæmpe imod den, men i stedet lære at være sammen med den, imens du bevarer et fagligt fokus. Kaptajnen er en visualiseringsøvelse, som hjælper dig med dette. God fornøjelse!